Hvordan laver man en tur på StoryHunt?
I denne artikel vil du lære, hvordan du kan lave en tur på StoryHunt ved at følge 5 simple trin. Guiden viser, hvordan du opretter en tur, skriver et manuskript, tester turen, optager speak og til sidst lancerer din tur.
De 5 trin er som følger:
- Opret din tur gennem StoryHunt Creator
- Skriv dit manuskript
- Test din tur
- Optagelse af speak
- Publicer din tur
1. Opret din tur
Det første trin er at oprette din tur gennem StoryHunt Creator. Hvis du vil lave en tur af typen Route eller Quest, anbefaler vi følgende:
- Hold dig til under 12 historier
- Hold dig under 5 km
- Hold dig under 2 timer
Hvis du vil lave en Collection, er formerne mere frie. Lær mere om de forskellige typer.
2. Skriv dit manuskript
Vi foreslår at du bruger vores Script Template, som du finder i StoryHunt Creator, til at udarbejde dit manuskript. Vi anbefaler at hver historie følger denne struktur:
- Introduktion til stedet: hvor brugeren skal stå og hvor de skal kigge hen.
- Selve fortællingen: den fortælling, som du gerne vil formidle – helst i relation til brugerens position.
- Outro: hvordan brugeren kommer til næste punkt og en teaser, som gør dem spændte (ikke relevant for Collections, da brugeren selv vælger, hvilken rækkefølge de tager historierne i).
Foruden ovenstående kan hver fortælling også indeholde en quiz, som er med til at gøre turen mere interaktiv.
3. Test din tur
Når du har lavet den første version af dit manuskript, anbefaler vi, at du tester din tur grundigt. De bedste Creators tester deres tur mange gange med henblik på at skab en god oplevelse for slutbrugeren. I modsætning til traditionelle byvandringer, kan vi ikke tilpasse den til enkelte gæster eller svare på deres spørgsmål, så det er vigtigt at den sidder lige i skabet.
Der er to måder at teste på, og vi anbefaler, at du anvender begge:
- Test din tur alene. Første skridt er typisk at teste din tur alene og få rettet op på de lavthængende frugter. Her handler det om at optimere den grundlæggende historiefortælling, få styr på timing og sikre et godt flow. Den bedste måde at gøre dette på, er ved at gå turen selv – hvilket godt kan kræve flere iterationer.
-
Test din tur med brugere. Når du har testet turen alene, er det en god ide at teste med brugere, som ikke kender den. Man kan ofte blive overrasket over, hvor folk går galt i byen – både når det kommer til at finde vej og til selve historiefortællingen.
At teste tager tid, men det er oftest denne fase, der skiller fårene fra bukkene. Lær mere om test i denne artikel.
4. Optagelse af speak
NB: Dette punkt er kun relevant for lydture. Lær mere om de forskellige medier.
Når du er tilfreds med dit manuskript, skal den endelige speak optages. Vi anbefaler, at du bruger et professionelt studie til indtaling af lyd. Hvis du er en god speaker, kan du selv stå for indtaling. Alternativt kan du finde skuespillere, som kan hjælpe dig.
Hvis du selv vil indtale din speak, kan du anvende vores lydstudie i København K. Book StoryHunts lydstudie her.
Hvis du vil have professionelle speakere, kan vi også sætte dig i kontakt med lyddesignere, skuespillere og studier, som vi har god erfaring med. Hvis du har brug for dette, så kontakt os.
5. Publicer din tur
Hvis du når hertil, skulle du gerne have fuldført følgende trin:
- Du har oprettet din tur i Creator
- Dit manuskript er på plads
- Manuskriptet er testet igennem og du er tilfreds
- Du har optaget din speak (hvis du laver en lydtur)
Det sidste trin er at publicere din tur. Det gør du gennem StoryHunt Creator ved at klikke på Publish fra tursiden eller redigeringssiden.
Når din tur er publiceret, starter det sjove for alvor. Nu skal din tur nemlig markedsføres. Lær mere om, hvordan du markedsfører din tur.