Den gode outro
Efter en god introduktion og en god fortælling, bør hver historie indeholde en outro, som gør brugeren spændt på den næste historie og forklarer, hvordan de kommer derhen.
Vær opmærksom på, at dette kun er relevant for typerne Route og Quest. Hvis du laver en Collection, ved du nemlig ikke, hvor brugeren skal hen næste gang. Når du arbejder med Collections kan du i stedet give forslag til nærtliggende historier. Lær mere om de forskellige slags ture.
Gør brugeren spændt på næste historie
I outroen skal vi gøre brugeren spændt på næste fortælling, så de er motiverede til at fortsætte. Lav gerne en cliffhanger, som hænger sammen med den historie, du lige har fortalt. Herunder finder du et eksempel fra Soldaten:
"Du skal nu fortsætte ned langs pladsen her. Gå imod Kommandantgården, som er den gule bygning i modsatte ende af kirken. Stop mellem de to kanoner foran Kommandantgården, hvor du kan låse op for næste bid af fortællingen. Her skal vi høre om den ubarmhjertige straf, som venter Hermann."
Hjælp brugeren videre til næste historie
Når vi skal guide brugeren mellem de forskellige fortællinger, er det vigtigt, at de kan finde vej. Noget af det mest forstyrrende for brugerne er nemlig, hvis de bliver forvirrede over, hvor de skal hen.
Når vi skal finde vej har vi forskellige måder at navigere på. Nogle navigerer bedst ved at se på billeder, andre foretrækker et kort og andre igen kan bedst lide at få en rutevejled- ning gennem lyd.
Vi anbefaler derfor at bruge flere medier til ‘wayfinding’ (wayfinding = at finde vej). Hvis du bruger lyd, så husk at fortælle brugeren, hvor de skal hen med ord. Her er det vigtigt at inddrage detaljer i omgivelser som pejlemærker, der kan bruges til navigation. I slutningen af hver historie, bør fortælleren give vejledninger som hjælper brugeren videre; ‘drej til højre ved det røde hus på hjørnet’, eller ‘gå ned af den lille sti til venstre for boldbanen’. Det er vigtigt at være præcis i sine angivelser, så brugeren ikke er i tvivl.
Vi anbefaler også, at du anvender billeder til at supplere wayfinding med. Helt konkret bør det første billede til enhver historie, vise hvor brugeren skal stå for at låse op for næste historie. I StoryHunt Creator indsættes automatisk billeder fra Google Street View, men disse er ikke altid præcise. Hvis de er upræcise eller mangler, anbefaler vi, at du selv tager billeder.
Tip:
Det er en god ide, hvis du i starten af turen gør brugeren opmærksom på, at de til enhver tid kan finde vej via kortet i app'en. StoryHunt har indbygget rutevejledning, som hjælper brugeren, hvis de farer vild eller misser noget.
Introducer din quiz
Hvis det er en lydtur, som indeholder en quiz, kan fortælleren med fordel lægge op til quizzen i speaken. Der kan siges noget som 'hvis du kigger på din telefon nu, så kommer der en quiz, hvor du kan teste din viden.' Lær mere om, hvordan du laver den gode quiz.